..Kom hun ud!!
Det har været en meget hård omgang.. Jeg fik 5 igangsættelser før der endelig skete noget og da var jeg 42+2.
Vi blev derinde for jeg kunne slet ikke gå, måtte sidde på kørestolen.
Vi fik lidt morgenmad, men jeg kastede op. Fik det meget dårligt, så blev indlagt på fødestuen udenom fødemodtagelsen og endelig skete der noget med livmoderhalsen, men så var det der med at hun var stjernekigger. Så det gjorde ikke det nemmere for hele fødslen.
Jeg havde så ondt ovenpå bækkenløsning ved at ligge så længe. Og de opfordrede mig til at stå op og vrikke med hofte, således barnets hoved kunne rette sig til den rette vinkel. Det hjalp en smule. Men kæft hvor det gjorde nas! Fik lattergas med det samme.. Det tog noget af smerterne. Ved 19tiden åbnede jeg så endelig til 9 cm. Men stadig ikke godt nok, fik så alle mulige indsprøjtninger, ve-drop, saltvand, underlivets noget halløj-bedøvelse, som jeg ikke fattede i tåge af lattergassen.
Til sidst fik jeg så en epidural-blokade der virkelig hjalp meget! Jeg takker for at den fandtes!
Ca kl.23-24.00 kunne man se hendes hoved ca 6 cm.. Og der sagde jordemoderen, børnelægen, narkoselægen og hvem der ellers var derinde at den næste skridt skulle være den hårde sugekop og ellers er den sidste løsning et kejsersnit.. For jeg fik presseveer utallige gange uden der skete en fremskridt. Var så udmattede og træt. Men dog ikke sådan at jeg ville opgive. De kunne også mærke, at jeg havde en smule energi til overs til at give det sidste skub - normalt vil en sugekop give 2 pres før de går ovre til kejsersnit, men de gav mig 4 presseveer, og endelig kom hun ud kl.01.08, svulp!
Det første jeg sagde: OMG! OMG!! Se se.. er hun virkelig ude!! Og straks spurgte jeg, om det virkelig er en pige?
Hun var dog lidt svag og stresset, men hun kom sig hurtigt og tudbrølede med dejlig lyd!
Hun kravlede nærmest straks op til mig.
Hun vejede 3580 gr. og målte 54 cm. En dejlig størrelse!
Jeg sprak lidt, så måtte syes hist og der. Nu er der gået knap 2 uger og har stadig ondt! Æv..
Da jeg så skulle lige testes om jeg kunne tisse, skulle jeg lige sidde op på sengen, men besvimede med det samme og var helt væk. Så kom der løbende 4-5 læger som er ekspert i hvert sit områder og tjekkede mig.. Jeg var så udmattede, at jeg brugte al mine kræfter og energi på at bruge de sidste skub. Så jeg må sige, at det er sandelig som at løbe en HEL marathon!! Eller at smide 500-1000 kalorier! Min kæreste blev naturligvis bekymret og bange og havde Lærke hos sig, men smed hende ovre til sygeplejersken for at komme ovre til mig og få mig tilbage til livet.. Jeg blev godt nok bange, for jeg anede ikke hvad der skete. Og hvis nu jeg var væk for altid. Men fik så noget koldt slag på hovedet og kroppen, noget mad og drikke.. Havde jo ikke spist rigtig siden kl.7.00 mandag morgen indtil kl.1.30 tirsdag nat. Pyha.. Sikke en fødsel!
Men kæft hvor er LÆRKE bare så DEJLIG!! Og ABSOLUT ventetiden og den lange anstrengende fødsel værd! Men jeg må sige, som de fleste sikkert også har sagt: Jeg gør det aldrig igen!!!
Næste gang adopterer vi et barn. Eller også tager vi kejsersnit.
17 dage over tiden, 17 timer fra 1. RIGTIGE veer og så kom hun ud på Valentine's dag. D. 14. februar 2012. Bedre kan det ikke være! Den bedste gave vi nogensinde har fået!
Her er lige et par billeder af Lærke
Lærke på bryst og hyler sin skønne stemme!
Far ser stolt på sin datter, der er så udmattede
En sovende Lærke
Endnu en sovende Lærke med mors hjemmestrikket trøje :)
